Jeg har i billeder set menneskeheden som et kæmpe netværk af neuroner/ celler som hver har deres kerne, men som har tentakler i massevis til de som er omkring dem. Omkring nogle af cellerne (menneskene) er der få tråde og om andre er der mange. Vi er afhængige af denne udveksling og sammenhæng med omgivelserne. Det er som om, at nogle af disse tråde også holder og løfter de enkelte celler, hvis de i en periode bliver helt tappet for livskraft og ellers ville falde ud af netværket – falde igennem. Som et fintmasket net. Men det helt centrale er, at dette net kun midlertidigt kan og skal bære den enkelte. Vi må selv have kraften til at holde os flydende – som korkpropper i vandet.
Jeg er dybt fascineret af den måde menneskeheden har skabt et samfund baseret på tillid og uddelegering. Vi bidrager i en ideel verden med det vi er aller bedst til og så lader vi andre gøre det, de er bedst til. VI har valgt i tillid at aflevere vores børn til kompetente, hjertevarme andre, som tager vare på dem og leder dem ind i bøgernes verden og ind i sociale kompetencer. Vi lader andre bygge vores hus, reparere vores bil og operere på vores krop i tillid til at de gør det, de er gode til med samvittighedsfuld omhu. Det er så kærligt at give plads til at vi alle træder ind i de funktioner vi er aller bedst til. Og det skaber for mig at se rum til at vi bliver så ekstremt dygtige til præcis det vi brænder for – fordi andre kan løse opgaver i vores liv, som vi ikke selv næres og drives af.
Denne form for fællesskab presses voldsomt i vores tid. Fokus har gennem mange år flyttet sig fra tillid og gensidig respekt til mistillid og kontrol. Det går hårdt ud over fag, hvor omsorg og individuelle hensyn er centrale. Det slider på mennesker med store hjerter og stort fokus på at gøre det bedste fra situation til situation, når de dag efter dag mødes med krav om dokumentation/ mistillid for at tilfredsstile behov for kontrol og styring. Det er som om balancen er tippet fuldstændig over. At blive kigget over skulderen og kontrolleret fostrer stærkt øget produktion af stresshormoner og det bliver svært at forblive forbundet med et åbent hjerte og en evne til at handle individorienteret. Så vi ikke udvikler tunnel-syn og bliver sort/hvid tænkende, som ellers bliver aktiveret af vores livsnødvendige stressrespons.
Lad os tale om hvordan tillid kan genetableres. I en form, hvor den aldrig bliver blind. Lad os sammen skabe en verden, hvor vi hver især tager ansvar for at vise tillid og samtidig ære vores fornemmelser når vi mærker at der er noget galt. Lad os huske at den mekaniker, som vi oplever overser små fejl på bilen, måske ikke skal sørge for de store eftersyn – eller vi skal finde en anden pædagog eller læge, når vi oplever at vores barn eller vi selv ikke bliver set eller forstået. Lad det være vores personlige ansvar ind i dette samfund bygget på tillid. Der er ikke nødvendigvis noget galt med hverken mekaniker, pædagog eller læge, men for dig er det ikke det rigtige match og det er dit personlige ansvar at reagere. Og hvis du oplever behov for at råbe til verden, så husk, at det er din personlige oplevelse og måske har det intet at gøre med en manglende evne, men et dårligt match (eller en dårlig dag J). Husk på, at vi har så stort brug for hinanden og at vi alle er her for at vokse og blive endnu mere dygtige og kompetente til det vi kan.
Hav en dejlig dag!
